Plejecenter Gulkrog
Plejecenter Gulkrog har 32 plejeboliger og ligger midt i Vejle midtby i Gulkrogscentret, hvor der både er aktivitetscenter med cafe og svømmehal og midlertidige pladser.
Plejecenter Gulkrog har 32 moderniserede boliger fordelt på 1. og 2. sal i det, som i daglig tale hedder Gulkrogscentret, og som også består af afdelingen "Midlertidige pladser - Vejle Midtby", og et aktivitetscenter, Aktivitetscenter Gulkrog, som har egen cafe, svømmehal og træningscenter.
Når du flytter i en plejebolig - Plejecenter Gulkrog
-
Indflytning
Når du flytter i en plejebolig, betaler du indskud og andre udgifter i forbindelse med flytningen.
Du skal selv medbringe møbler, sengetøj (dyne og pude), sengelinned, håndklæder og personligt tøj. Du skal selv sørge for dagligdagsting til eget forbrug f.eks. toiletartikler.
Til badeværelset er der brug for en svaber, en vasketøjskurv, samt en affaldsspand med låg.Hvis du har hjælpemidler, som er udlånt af kommunen, skal du medbringe disse til din nye bolig.
Der er plejesenge i boligerne. Har du en plejeseng i dit tidligere hjem, så skal denne returneres til Hjælpemiddeldepotet.
Vi forventer, at du og dine pårørende indretter lejligheden, hænger billeder og lamper op osv.
Hvis dine pårørende ikke er i stand til at hjælpe med disse ting, kan vi være behjælpelige med at arrangere det nødvendige.
I forbindelse med flytning, skal du huske, at melde adresseændring til folkeregistret, posthuset og andre relevante steder.
-
Husleje, el, vand og varme
Når du flytter ind i en bolig på Plejecenter Gulkrog, er der en masse praktiske forhold, der skal være i orden.
Vejle Kommunes Bolig- og Ejendomsservice opkræver husleje, vand og varme. Bruttohuslejen reguleres en gang årligt, individuelt på baggrund af regnskabet.
Vand og varme betales, ligesom el, efter forbrug.
El vil blive opkrævet direkte af forsyningsselskabet TRE-FOR.
-
Betaling for rengøring og vask
Når du flytter ind på Plejecenter Gulkrog, vil du blive opkrævet for vask og rengøring.
Du skal betale for vask af linned og tøj, rengøringsmidler og lignende. Opkrævningen sker ved, at vi fremsender et girokort, månedsvis bagud.
Vi opfordrer til, at du tilmelder betalingen til PBS hurtigst muligt, således at betalingen foregår som en fast kontooverførsel.
-
Vinduespolering ude og inde
Det er aftalt med Bolig- og Ejendomsservice, at ind - og udvendig vinduespolering opkræves via huslejen.
-
Licens, fælles TV og evt. radio
Du vil blive opkrævet og skal betale licens for TV-/radioapparat, som du har på stuen.
Har du en hjemmeboende ægtefælle, som betaler licens på dennes adresse, skal du ikke betale licens i plejeboligen.
-
Betaling for mad
Maden leveres fra køkkenet i Gulkrog.
Opkrævningen sker ved, at vi fremsender et girokort, månedsvis bagud.
Vi opfordrer til, at du tilmelder betalingen til PBS hurtigst muligt, således at betalingen foregår som en fast kontooverførsel.
-
Læge
Du beholder din egen læge.
-
Medicin
Du skal selv betale medicinudgifter. Medicinen opbevares i aflåst skab i din egen bolig.
-
Frisør
Vejle Kommunes plejecentre har ikke en kommunalt ansat frisør.
Du kan ringe til en hjemmefrisør.
Betalingen for selve ydelsen er alene et anliggende imellem dig og frisøren.
Aktiviteter på Plejecenter Gulkrog
Når du bor på Plejecenter Gulkrog, vil der blive afholdt forskellige arrangementer, udflugter og underholdning på afdelingerne.
Du har også mulighed for at benytte aktivitetscentret i Gulkrogcentret og cafeen, som ligger i samme bygning.
Læs mere om Aktivitetscenter Gulkrog
Derudover er der tilknyttet en stor have, som du velkommen til at benytte. Her kan du nyde det gode vejr, mens du sidder og kigger på det lille springvand.